1 Og han begynte Ä tale til dem i lignelser: En mann plantet en vingÄrd, og satte et gjerde omkring den og gravde en vinperse og bygget et tÄrn, og sÄ leide han den ut til vingÄrdsmenn og drog utenlands.
2 Og da tiden kom, sendte han en tjener til vingÄrdsmennene for Ä ta imot hans del av vingÄrdens frukt hos vingÄrdsmennene;
3 og de tok og slo ham, og lot ham gÄ bort med tomme hender.
4 Og atter sendte han en annen tjener til dem, og ham slo de i hodet og hÄnte ham.
5 Og han sendte en annen, og ham slo de ihjel, og sÄ gjorde de med mange andre: somme slo de, og somme drepte de.
6 Nu hadde han bare sin eneste sĂžnn igjen, som han elsket; ham sendte han til sist til dem, idet han sa: De vil undse sig for min sĂžnn.
7 Men disse vingÄrdsmenn sa til hverandre: Dette er arvingen; kom, la oss slÄ ham ihjel, sÄ blir arven vÄr!
8 Og de tok og slo ham ihjel, og kastet ham ut av vingÄrden.
9 Hvad skal da vingÄrdens herre gjÞre? Han skal komme og drepe vingÄrdsmennene, og overgi vingÄrden til andre.
10 Og har I ikke lest dette sted i Skriften: Den sten som bygningsmennene forkastet, den er blitt hjĂžrnesten;
11 av Herren er dette gjort, og det er underfullt i vÄre Þine?
12 Og de sĂžkte Ă„ gripe ham, men fryktet for folket; for de skjĂžnte at det var om dem han hadde talt lignelsen. Og de forlot ham og gikk bort.
13 Og de sendte nogen av fariseerne og herodianerne til ham for Ă„ fange ham med ord.
14 Og de kom og sa til ham: Mester! vi vet at du er sanndru og ikke bryr dig om nogen; for du gjÞr ikke forskjell pÄ folk, men lÊrer Guds vei i sannhet: Er det tillatt Ä gi keiseren skatt, eller ikke? skal vi gi, eller skal vi ikke gi?
15 Men da han sÄ deres hykleri, sa han til dem: Hvorfor frister I mig? Kom hit med en penning og la mig fÄ se den!
16 De gav ham en. Og han sier til dem: Hvis billede og pÄskrift er dette? De sa til ham: Keiserens.
17 Og Jesus sa til dem: Gi keiseren hvad keiserens er, og Gud hvad Guds er! Og de undret sig storlig over ham.
18 Og det kom nogen sadduseere til ham, de som sier at det ikke er nogen opstandelse, og de spurte ham og sa:
19 Mester! Moses har foreskrevet oss at nÄr en manns bror dÞr og efterlater hustru, men ikke barn, da skal hans bror ta hans hustru til ekte og opreise sin bror avkom.
20 Nu var det syv brĂždre; og den fĂžrste tok sig en hustru, og efterlot ikke avkom da han dĂžde.
21 Og den annen tok henne, og dÞde uten Ä efterlate avkom, og den tredje likesÄ;
22 og ingen av de syv efterlot avkom. Sist av alle dÞde ogsÄ kvinnen.
23 Men i opstandelsen, nÄr de stÄr op, hvem av dem skal da fÄ henne til hustru? for alle syv har jo hatt henne til hustru.
24 Jesus sa til dem: Er det ikke derfor I farer vill, fordi I ikke kjenner skriftene og heller ikke Guds kraft?
25 For nÄr de stÄr op fra de dÞde, da hverken tar de til ekte eller gis de til ekte, men de er som englene i himmelen.
26 Men om de dÞde, at de stÄr op, har I da ikke lest i Mose bok, der hvor det tales om tornebusken, hvorledes Gud talte til ham og sa: Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud?
27 Gud er ikke de dĂždes Gud, men de levendes. I farer storlig vill.
28 Og en av de skriftlĂŠrde, som hadde hĂžrt deres ordskifte, gikk til ham, da han forstod at han hadde svart dem godt, og han spurte ham: Hvilket bud er det fĂžrste av alle?
29 Jesus svarte ham: Det fÞrste er dette: HÞr, Israel! Herren vÄr Gud, Herren er én,
30 og du skal elske Herren din Gud av alt ditt hjerte og av all din sjel og av all din hu og av all din makt; dette er det fĂžrste bud.
31 Det annet, som er like sÄ stort, er dette: Du skal elske din nÊste som dig selv. StÞrre enn disse er intet annet bud.
32 Og den skriftlĂŠrde sa til ham: I sannhet, mester! med rette har du sagt at han er Ă©n, og at det ikke er nogen annen foruten ham.
33 Og Ă„ elske ham av alt sitt hjerte og av all sin forstand og av all sin sjel og av all sin makt, og Ă„ elske sin nĂŠste som sig selv, det er mere enn alle brennoffer og slaktoffer.
34 Og da Jesus sÄ at han svarte forstandig, sa han til ham: Du er ikke langt borte fra Guds rike. Og ingen vÄgde mere Ä spÞrre ham.
35 Og mens Jesus lĂŠrte i templet, tok han til orde og sa: Hvorledes kan de skriftlĂŠrde si at Messias er Davids sĂžnn?
36 David selv har jo sagt i den Hellige à nd: Herren sa til min herre: Sett dig ved min hÞire hÄnd, til jeg fÄr lagt dine fiender til skammel for dine fÞtter!
37 David selv kaller ham herre; hvorledes kan han da vĂŠre hans sĂžnn? Og den store mengde hĂžrte ham gjerne.
38 Og han sa mens han lÊrte dem: Ta eder i vare for de skriftlÊrde, som gjerne vil gÄ i side klÊr og la sig hilse pÄ torvene,
39 og ha de Ăžverste seter i synagogene og sitte Ăžverst ved gjestebudene;
40 de som opeter enkers hus og for et syns skyld holder lange bÞnner! Disse skal fÄ dess hÄrdere dom.
41 Og han satte sig rett imot tempelkisten og sÄ pÄ hvorledes folket la penger i kisten; og mange rike la meget.
42 Og en fattig enke kom og la to skjerver, som er Ă©n Ăžre.
43 Da kalte han sine disipler til sig og sa til dem: Sannelig sier jeg eder: Denne fattige enke har lagt mere enn alle de som la i kisten.
44 For de la alle av sin overflod, men hun la av sin fattigdom alt det hun eide, hele sitt livsophold.