1 Til sangmesteren; en lĂŠresalme av Korahs barn.
2 Som en hjort skriker efter rinnende bekker, sÄ skriker min sjel efter dig, Gud!
3 Min sjel tÞrster efter Gud, efter den levende Gud; nÄr skal jeg komme og trede frem for Guds Äsyn?
4 Mine tÄrer er min mat dag og natt, fordi man hele dagen sier til mig: Hvor er din Gud?
5 Dette mÄ jeg komme i hu og utÞse min sjel i mig, hvorledes jeg drog frem i den tette hop, vandret med den til Guds hus med fryderop og lovsangs rÞst, en hÞitidsskare.
6 Hvorfor er du nedbĂžiet, min sjel, og bruser i mig? Bi efter Gud! for jeg skal ennu prise ham for frelse fra hans Ă„syn.
7 Min Gud! Min sjel er nedbĂžiet i mig; derfor kommer jeg dig i hu fra Jordans land og Hermons hĂžider, fra det lille fjell*. / {* landet Ăžstenfor Jordan.}
8 Vanndyp kaller pÄ vanndyp ved duren av dine fossefall; alle dine brenninger og dine bÞlger gÄr over mig.
9 Om dagen sender Herren sin miskunnhet, og om natten er hans sang hos mig, bĂžnn til mitt livs Gud.
10 Jeg mÄ si til Gud, min klippe: Hvorfor har du glemt mig? Hvorfor skal jeg gÄ i sÞrgeklÊr under fiendens trykk?
11 Det er som om mine ben blev knust, nÄr mine fiender hÄner mig, idet de hele dagen sier til mig: Hvor er din Gud?
12 Hvorfor er du nedbĂžiet, min sjel, og hvorfor bruser du i mig? Bi efter Gud! for jeg skal ennu prise ham, mitt Ă„syns frelse og min Gud.