1 Til sangmesteren; av Korahs barn; en salme.
2 HĂžr dette, alle folk, vend Ăžret til, alle I som bor i verden,
3 bÄde lave og hÞie, rike og fattige, alle tilsammen!
4 Min munn skal tale visdom, og mitt hjertes tanke er forstand.
5 Jeg vil bÞie mitt Þre til tankesprog, jeg vil fremfÞre min gÄtefulle tale til citaren.
6 Hvorfor skal jeg frykte i de onde dager, nÄr mine forfÞlgeres ondskap omgir mig,
7 de som setter sin lit til sitt gods og roser sig av sin store rikdom?
8 En mann kan ikke utlĂžse en bror, han kan ikke gi Gud lĂžsepenger for ham
9 - for deres livs utlÞsning er for dyr, og han mÄ avstÄ derfra til evig tid -
10 sÄ han skulde bli ved Ä leve evindelig og ikke se graven.
11 Nei, han vil fÄ se den. De vise dÞr, dÄren og den uforstandige omkommer tilsammen og overlater sitt gods til andre.
12 Deres hjertes eneste tanke er at deres hus skal stÄ til evig tid, deres boliger fra slekt til slekt; de kaller sine jorder op efter sine navn.
13 Og dog blir et menneske i herlighet ikke stÄende; han er lik dyrene, som gÄr til grunne.
14 SÄledes gÄr det dem som er fulle av selvtillit, og dem som fÞlger dem efter og har behag i deres tale. Sela.
15 Som en fÄrehjord fÞres de ned i dÞdsriket, dÞden vokter dem, og de opriktige hersker over dem, nÄr morgenen bryter frem, og deres skikkelse blir Þdelagt av dÞdsriket, sÄ de ikke har nogen bolig mere.
16 Men Gud skal forlĂžse min sjel av dĂždsrikets vold, for han skal ta mig til sig. Sela.
17 Frykt ikke nÄr en mann blir rik, nÄr hans huses herlighet blir stor!
18 For han skal intet ta med sig nÄr han dÞr; hans herlighet skal ikke fare ned efter ham.
19 Om han enn velsigner sin sjel i sitt liv, og de priser dig fordi du gjĂžr dig til gode,
20 sÄ skal du dog komme til dine fedres slekt; de ser ikke lyset evindelig.
21 Et menneske i herlighet, som ikke har forstand, er lik dyrene, som gÄr til grunne.